Taske med tæppe og hat på seng

Opdateret: 10. juni 2025

Pressemeddelelse: Ændring i ledelsen af Tønderhallerne

Efter gensidig aftale fratrådte centerleder Lone Madsen sin stilling i Tønderhallerne tirsdag den 27. maj 2025.

Bestyrelsen i Tønderhallerne har besluttet at søge en ny profil til at lede hallerne ind i deres næste udviklingsfase, med øget fokus på at konsolidere kerneforretningen og styrke den økonomiske bæredygtighed samt den erhvervsmæssige udvikling.

”Vi vil gerne takke Lone for den store indsats og det arbejde, hun har lagt i Tønderhallerne,” siger bestyrelsesformand Morten Kirk. ”Lone har spillet en væsentlig rolle i en periode præget af betydelige forandringer. Det er en kompleks opgave at omstille Tønderhallerne til en mere kommerciel og fremtidsorienteret drift, og vi ser nu frem mod en fase med skærpet fokus på både økonomisk robusthed og strategisk udvikling.”

Den politiske arbejdsgruppe bakker op om bestyrelsens nødvendige retning for at skaffe økonomisk og driftsmæssig balance fra 2026 og frem – efter et par udfordrende år: ”Det har været en krævende proces at skabe en mere markedsorienteret og økonomisk bæredygtig drift af Tønderhallerne. Omstillingen har været kompleks, og vilkårene for at lykkes med opgaven i overgangsfasen har ikke været nemme. Derfor er det også vigtigt at anerkende den indsats, der er lagt i at holde sammen på organisationen i en udfordrende periode,” siger borgmester Jørgen Popp Petersen på vegne af den politiske arbejdsgruppe.

Bestyrelsen forventer snarest at igangsætte rekrutteringen af en ny centerleder.

Kontakt:
Morten Kirk
Mail: [email protected]
Mobil: 31 18 36 65