Marie Brixtofte

Opdateret: 2. marts 2023

Marie Brixtofte gæster Tønderhallerne

Kom til foredrag i Tønderhallerne

Marie Brixtofte gæster Tønderhallerne, hvor hun med afsæt i sin egen livshistorie og erfaring vil forsøge at bryde tabuet omkring alkoholisme – et emne, hun selv har haft tæt inde på sjælen. Hun lider ikke selv af alkoholisme, men det gjorde hendes far, folketingsmedlemmet Peter Brixtofte.

For Peter Brixtofte var alkoholmisbruget et kæmpe tabu, og det var derfor ikke et emne, der blev diskuteret over aftensmaden med hans ældste datter, Marie. Hun forsøgte flere gange at få sin far til at indse sit problem, så de kunne komme det til livs, men uden held. I 2016 drak faren sig selv ihjel.

Alle vidste, hvem Maries far var, og hun påtog sig derfor rollen at hemmeligholde hans misbrug. Selv ikke moren måtte kende til problemet. Derfor gik Marie med bevidstheden om sin fars alkoholmisbrug for sig selv i mange af sine børne- og teenageår og måtte blot se på, imens det tog til.

Marie har beskrevet sin historie omkring farens alkoholmisbrug i bogen “Kun når det regner” (2019). På baggrund af sin egen historie vil Marie derfor gerne hjælpe både pårørende og dem, der selv er ramt af et alkoholmisbrug. Hvis vi lærer at tale om det, bliver det også lettere at bekæmpe. Marie er selv autoriseret psykolog hos Børn, Unge & Sorg, og hun har derfor de absolut bedste forudsætninger for at tale til dem, der befinder sig midt i en svær periode.

Når det, vi lærte som børn, spænder ben for os som voksne

Marie vil i dette foredrag fortælle om, hvordan det var at vokse op i en dysfunktionel familie – med en far, der drak. Hun vil på hudløs ærlig vis fortælle om alle de strategier, hun lærte som barn for at få mest mulig kærlighed og nærvær – og hvordan de selvsamme strategier, som reddede hende som barn, har spændt ben for hende gennem voksenlivet. Sådanne strategier hedder senfølger – og I dette foredrag vil Marie invitere deltagerne til at reflektere over, hvad de selv har med i bagagen.

Hun vil snakke om, hvordan vi hver især har ansvaret for den bagage, vi nu engang har fået med os – og hvordan vi så kan komme i gang med at rydde op i den. Marie Brixtofte har i mange år arbejdet som psykolog, så hun kender både som professionel og som barn med bagage – hvordan vi kan arbejde med de forskellige senfølger. Marie vil præsentere egen og gængse modeller for at arbejde med blandt andet behovet for kontrol, lavt selvværd, over-ansvarlighed, søvnproblemer, problemer med at sige fra, høje krav til selv og andre, trangen til at misbruge, den hårde indre kritiker, fornemmelse af kun at have sig selv at stole på, den kroniske dårlige samvittighed, følelsen af at være passager i sit eget liv, angsten for at blive afsløret, overudviklede følehorn/antenner, og hvordan vi kan blive omsorgsfulde over for os selv (selvomsorg).

Deltagere sagde bl.a.:

…Kære Marie. 1000 tak for et utroligt spændende foredrag, hvor du meget ærligt fortalte om din barndom og ungdom sammen med din far. Har lyst til at skrive “Mange kærlige hilsener”, fordi jeg synes, at jeg kender dig så godt nu.
– Hanne Dannesbo

…Ihhhh Marie, for søren da, du kravler helt ind under huden på en’, tusind tak for et fantastisk foredrag, jeg har jo læst din bog, men nu vil jeg læse den igen, nu min mand har købt den. Du er virkelig dygtig til at fortælle, tak for det.
– Katharina Nielsen

…Marie er så levende en foredragsholder, man sidder fuldstændig tryllebundet fra Marie begynder på sit foredrag til hun er færdig med sit foredrag. Marie er en levende fortæller. Tusind tak for dig, Marie. Dit foredrag er fantastisk. Det kan man godt høre flere gange.
– Elisabeth Øllgaard

…Vi var helt høje efter dit foredrag og har efterfølgende fået mange positive tilbagemeldinger. Det ekstra gode er, at vi kan bruge dit foredrag som fælles viden i vores samtaler med de unge. Det er så godt. Du kom virkelig igennem med dit budskab. Hvis økonomien tillader det, vil vi bestemt booke dig igen. – Heidi Birch Jakobsen, projektmedarbejder, BRUS Randers

Oplev Marie Brixtofte i foredraget Senfølger, bagage og oprydning

23. september 2021 kl. 19-21.30 – den sidste halve time er reserveret til spørgsmål
Multisalen, Tønderhallerne
Gratis

OBS: Info om tilmelding følger.